Ny i Bosatsu

Når man starter som nyt medlem, dukker der som regel en række spørgsmål op. Her forsøger vi at give svar på de allermest almindelige, og give jer en ide om, hvad vores forventninger er til jeres børn - og til jer som forældre. 

Fremmøde og træningsindsats

Ingen fremgang uden fremmøde. Hvis dit barn skal udvikle sig, når han/hun træner karate, er det vigtigste at dukke op til træning. Der kan selvfølgelig være gange, hvor dit barn kan være forhindret i at deltage - og det er selvfølgelig helt ok. 

Man får altid det meste ud af en træning, når man giver sig 100% hen til træningen. Det kan dit barn gøre ved at:

❏ være en god træningsmakker for sine kammerater

❏ høre efter, hvad træneren siger.

❏ blive i dojoen indtil træneren giver børnene vandpauser.

 ❏ Sørge for, at dit barn har tisset af inden træningen starter. 


Det er ikke tilladt for forældre og søskende at opholde sig i klubben imens børnene træner. Vi oplever, at jeres børn er mere koncentrerede og fokuserede, når der ikke er forældre i klubben.

Minikarateforældre må godt være i klubben under træningen - men ikke i dojoen og skal overholde afstandskravene på 1 meter. Forældre til nye medlemmer må godt være i klubben den første gang.

Gradueringer

En graduering er som en eksamen. Hvis dit barn består, vil han/hun få en streg på sit bælte eller skifte bæltefarve. I Bosatsu har vi graduering to gange om året - i juni og december. Der er ingen graduering for Mini-karate. For at få lov at gå til graduering skal dit barn kunne sit pensum samt møde op til træning og deltage aktivt. Læs mere om gradueringer her.

Stævner

Bosatsu er en klub, der deltager i stævner. Når dit barn har gået til karate i et stykke tid, kan han/hun også deltage i stævner. Man kan stille op til stævne i både Kata og Kumite.

Der er stævner i flere forskellige sværhedsgrader. I løbet af året vil der også være stævner for nybegyndere. 

Dit barns træner vil fortælle jer om, hvornår der er et stævne som passer til dit barn - og hvad der skal til. Det kræver selvfølgelig træning, men der er også noget kampudstyr, som I skal købe. Læs mere om stævner her.

 

Hold jer løbende opdateret om klubbens aktiviteter

Vi sender info om klubbens aktiviteter via hjemmesiden bosatsu.dk og Facebook gruppen “Bosatsus interne gruppe”. Vi har desuden et månedligt nyhedsbrev, hvor I kan holde jer opdateret på, hvad der sker i klubben. I kan også følge os på Instagram “Bosatsu.dk”.

Om Bosatsu

Bosatsu er en forening og drives af frivillige medlemmer og forældre. Vi vil derfor gerne opfordre til, at man som medlem og forældre i klubben bidrager med det, man kan.

Vi er stolte af vores gode rammer. Vi hjælper derfor hinanden med at holde vores lokaler. I karate træner vi med hvide gi ́er og bare fødder - og synes derfor det er rart med rene lokaler.

I det daglige sørger vi alle for at rydde op efter os selv og giver en hånd med, hvis der trænger til at blive ryddet op.

● Vi tager skoene af og stiller dem pænt i reolen

● Vi tager ikke mad med ind i dojoerne og holder opholdsrummet rent

● Vi tømmer skraldespanden, hvis den trænger

● Vi tømmer og fylder opvaskemaskinen

● Voksenholdet og forældrene skiftes til at støvsuge dojoerne

Et par gange om året holder vi en arbejdsdag, hvor vi alle hjælper hinanden med at gøre hovedrent, rydde op, ordne ting i klubben.

God opførsel og respekt for hinanden

I Bosatsu lægger vi stor vægt på, at alle opfører sig pænt, og omgås hinanden med respekt - uanset om man er ung eller gammel, højt eller lavt gradueret, barn eller forældre.

❏ Man bukker, når man møder en med en højere grad end en selv og tiltaler sin træner sempai - uanset om man er i Gi eller civil.

❏ Man husker altid at bukke på vej ind og ud af dojo ́en.

❏ Hvis man kommer for sent, lister man ind og sætter sig i døren indtil ens sensei eller sempai byder en ind til træning.